Betingelser for konsulent- og IT-ydelser

Slyde ApS
Hedevej 6
9280 Mou
Tel: +45 40311440
CVR: 38795988

Kontakt os

Senest opdateret: 11. juni 2026.

1. Anvendelsesområde

Disse betingelser gælder for konsulentydelser, IT-drift, udvikling, supportopgaver og FlexTrafik-tjenester, der aftales direkte med Slyde ApS. Køb af webhosting, domæner og abonnementer via kundeportalen er omfattet af handelsbetingelserne på billing.slyde.dk/handelsbetingelser.

Betingelserne gælder både for erhvervskunder og for forbrugere. En forbruger er en kunde, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv; en erhvervskunde handler som led i sit erhverv, typisk med angivelse af CVR-nummer. Punkter markeret “Gælder kun erhvervskunder” finder ikke anvendelse over for forbrugere. Intet i disse betingelser begrænser de rettigheder, forbrugere har efter ufravigelig lovgivning, herunder forbrugeraftaleloven og købeloven.

2. Virksomhedsoplysninger

Slyde ApS
Hedevej 6
9280 Mou
Danmark
CVR: 38795988
Telefon: +45 40 31 14 40
E-mail: kontakt@slyde.dk

Slyde ApS er registreret i Danmark, og moms afregnes til de danske myndigheder.

3. Priser og betaling

Alle priser er i danske kroner (DKK). Over for forbrugere oplyses altid den samlede pris inklusive moms i tilbud og aftale. Gælder kun erhvervskunder: Priser er angivet eksklusive moms, medmindre andet udtrykkeligt fremgår.

Ved større projekter og løbende arbejde fakturerer Slyde ApS normalt løbende. Betalingsbetingelserne er som udgangspunkt netto 8 dage, medmindre andet er aftalt. Prisændringer påvirker aldrig allerede udsendte fakturaer.

Ved forsinket betaling kan der pålægges rykkergebyr på 100 kr. pr. rykker (højst 3 rykkere) samt renter efter renteloven. Gælder kun erhvervskunder: Ved forsinket betaling kan der desuden opkræves et kompensationsgebyr på 310 kr.

4. Prisregulering

Priser på løbende ydelser kan ved almindelig indeksregulering reguleres én gang årligt, normalt i det tidlige forår, med højst en stigning svarende til udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks.

Forbrugere: Enhver prisstigning varsles individuelt pr. e-mail mindst 30 dage før ikrafttræden, og du kan opsige aftalen med virkning fra ikrafttrædelsesdatoen. Har du forudbetalt, refunderes den resterende del af perioden forholdsmæssigt.

Gælder kun erhvervskunder: Loftet efter nettoprisindekset gælder alene den almindelige årlige indeksregulering. Prisstigninger, der skyldes lovgivning, myndighedskrav, afgifter eller dokumenterede prisstigninger fra underleverandører, ligger uden for loftet og kan gennemføres uden varsel. Øvrige prisstigninger ud over nettoprisindekset kan gennemføres med mindst 30 dages varsel til udgangen af en faktureringsperiode.

5. Levering af ydelser

Ydelser leveres som aftalt mellem Slyde ApS og kunden. Leveringstiden afhænger af opgavens omfang og kompleksitet. Eventuelle forsinkelser meddeles kunden hurtigst muligt.

6. Kundens ansvar

Kunden skal give de oplysninger og den adgang, der er nødvendig for, at Slyde ApS kan levere de aftalte ydelser. Manglende medvirken kan medføre forsinket levering eller yderligere omkostninger. Kunden skal overholde gældende lovgivning ved brug af Slyde ApS’ ydelser.

7. FlexTrafik og Slyde Flex

Slyde Flex omfatter app til chauffører, GPS-rapportering og integration til FlexDanmark.

Vognløb afregnes den 1. i måneden samt på oprettelsesdagen. Tilmelder du dig f.eks. den 10. i en måned, modtager du ved oprettelsen en faktura, der dækker resten af måneden, og derefter faktureres der hver den 1. i måneden.

Slyde ApS er mellemled mellem kunden og FlexDanmark og er ikke ansvarlig for FlexDanmarks systemer, nedetid eller afvisning af vognløb. Integrationen forudsætter, at FlexDanmark fortsat stiller adgang til rådighed. Ændrer eller ophæver FlexDanmark adgangen eller forudsætningerne herfor, kan Slyde ApS tilpasse eller ophøre med de berørte funktioner med rimeligt varsel og uden erstatningsansvar.

Flex-abonnementer kan senere blive flyttet til kundeportalen billing.slyde.dk og vil i så fald være omfattet af portalens handelsbetingelser på billing.slyde.dk/handelsbetingelser. Berørte kunder orienteres, inden en flytning får virkning.

8. Suspension ved manglende betaling og misbrug

Slyde ApS kan suspendere services ved manglende betaling og reaktiverer dem først, når det fulde udestående er betalt. Over for forbrugere sker suspension på grund af manglende betaling tidligst, efter at der er fremsendt en rykker med en rimelig betalingsfrist, og fristen er udløbet uden betaling. Suspension fritager ikke kunden for betaling af udestående beløb, og perioder, hvor en service har været suspenderet på grund af kundens forhold, refunderes ikke.

Bliver Slyde ApS bekendt med, at en kunde ikke overholder lovgivningen eller misbruger en ydelse, kan kundens services suspenderes uden forudgående varsel og uden erstatningsansvar. Over for forbrugere sker vurderingen altid på et sagligt grundlag, og kunden orienteres hurtigst muligt om indgrebet og baggrunden.

9. Opsigelse og afbestilling

Opsigelse sendes pr. e-mail til opsigelse@slyde.dk. Du modtager en bekræftelse pr. e-mail som dokumentation.

Gælder kun erhvervskunder: Årlige ydelser skal opsiges senest 30 dage før fornyelsesdatoen, og månedlige ydelser senest 14 dage før fornyelsesdatoen. Opsiges der for sent, faktureres den følgende periode, som ikke refunderes.

Forbrugere: Du kan altid opsige en løbende aftale med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 28. Har du forudbetalt, refunderes den resterende del af perioden forholdsmæssigt.

Ved afbestilling af igangværende arbejde betaler kunden for det arbejde, der allerede er udført frem til afbestillingen.

10. Fortrydelsesret (gælder kun forbrugere)

Som forbruger har du 14 dages fortrydelsesret, når aftalen er indgået ved fjernsalg (f.eks. pr. telefon eller e-mail) eller uden for Slyde ApS’ faste forretningssted. Fristen udløber 14 dage efter aftalens indgåelse. Du fortryder ved at give utvetydig besked inden fristens udløb, f.eks. pr. e-mail til kontakt@slyde.dk. Du kan bruge standardfortrydelsesformularen nedenfor, men det er ikke et krav.

Fortryder du, refunderer vi alle modtagne betalinger uden unødigt ophold og senest 14 dage efter den dag, vi modtog din meddelelse. Tilbagebetaling sker med samme betalingsmiddel, som du benyttede, og du pålægges ingen gebyrer, dog med fradrag efter forbrugeraftalelovens § 25, hvor leveringen er påbegyndt efter din anmodning, jf. nedenfor.

Ønsker du, at en ydelse påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, skal du udtrykkeligt anmode om det. Din anmodning og din anerkendelse af, at fortrydelsesretten bortfalder, når ydelsen er fuldt udført, indhentes skriftligt, f.eks. pr. e-mail, ved aftaleindgåelsen. Fortryder du, efter at leveringen er påbegyndt på din anmodning, betaler du et forholdsmæssigt beløb for den del af ydelsen, der er leveret frem til din besked, jf. forbrugeraftalelovens § 25. Er ydelsen fuldt udført, efter at du udtrykkeligt har anmodet om, at leveringen påbegyndes inden fristens udløb, og har anerkendt, at fortrydelsesretten bortfalder, når ydelsen er fuldt udført, bortfalder fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2.

Standardfortrydelsesformular

(Udfyld og returner kun denne formular, hvis du ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende.)

Til Slyde ApS, Hedevej 6, 9280 Mou, Danmark, e-mail: kontakt@slyde.dk:
– Jeg/vi meddeler herved, at jeg/vi ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores købsaftale om levering af følgende tjenesteydelser: _____
– Bestilt den: _____
– Forbrugerens navn: _____
– Forbrugerens adresse: _____
– Forbrugerens underskrift (kun hvis formularen indsendes på papir): _____
– Dato: _____

11. Ansvarsbegrænsning

Forbrugere: Over for forbrugere hæfter Slyde ApS efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

Gælder kun erhvervskunder: Slyde ApS er ikke ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tabt avance, tab af goodwill, datatab og omkostninger til reetablering af data. Slyde ApS’ samlede erstatningsansvar er begrænset til det beløb, kunden har betalt for den berørte ydelse. Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.

12. Force majeure

Slyde ApS er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket opfyldelse, der skyldes forhold uden for Slyde ApS’ rimelige kontrol, herunder strømsvigt, svigt i telekommunikation, fejl hos tredjemand, netoverbelastning, brand, krig, strejke eller lockout. Forpligtelserne suspenderes, så længe forholdet består.

13. Fortrolighed

Slyde ApS behandler alle oplysninger, som kunden deler i forbindelse med opgaveløsningen, fortroligt. Fortrolighedsforpligtelsen gælder også efter aftalens ophør.

14. Persondata

Personoplysninger behandles i overensstemmelse med GDPR; se privatlivspolitikken på slyde.dk/privatlivspolitik.

15. Ændringer af betingelserne

Slyde ApS kan ændre disse betingelser med rimeligt varsel. Ændringer til ugunst for forbrugere varsles individuelt pr. e-mail mindst 30 dage før ikrafttræden med ret til at opsige aftalen. Den gældende version findes altid på denne side med angivelse af seneste opdateringsdato.

16. Klager, lovvalg og værneting

Spørgsmål og klager kan sendes til kontakt@slyde.dk. Vi søger altid en løsning i mindelighed.

Forbrugere: Kan vi ikke finde en løsning, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, via klageportalen på naevneneshus.dk, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Aftalen er underlagt dansk ret. Gælder kun erhvervskunder: Tvister afgøres ved retten i Aalborg som aftalt værneting. For forbrugere gælder retsplejelovens almindelige regler om værneting.